jag har svårt att sätta ord på nyheterna jag vaknade upp till i morse. terrorattackerna i paris som hittills krävt mer än 120 liv. kan inte sluta fråga mig själv och undra vad det är som gör att människor begår sådana hemska handlingar. det finns så många människor som bygger upp och gör gott och vill väl FAN FAN FAN att allt ska få bero på dessa fruktansvärda avskyvärda handlingar hos andra. varför är det så mycket lättare att rasera och förstöra än att bygga upp och ta hand om varför är det det här som får oss att känna? mina tankar till dem som fått sina liv förstörda av terrorism som förlorar sina nära och som blir tvingade att fly sina hem. en sådan oerhörd sorg i dag.
Katrine
Kære Sara – jeg bor i Paris og var alt for tæt på. Jeg har skrevet dette lille skriv, som jeg prøver at give liv i disse dage. Så jeg kan forstå, og så alle andre kan forstå. Så vi gør vores for, at det ikke kan ske igen. Puss.
NU KOMMER DET TÆT PÅ
af Katrine Rosenbæk
FREDAG DEN 13.
Min ven, som bor på Rue Faidherbe, lige ved La Belle Equipe, skriver på Facebook, at der ligger døde på hans gade. At folk smider hvide lagner ud af vinduerne for at dække ligene. Lidt længere nede af Rue du Faubourg Saint Antoine falder jeg i søvn til lyden af sirener og helikoptere, der suser febrilsk og vildt over og omkring mig.
Tidligere på aftenen løber jeg en tur. Jeg kommer hjem fra den kl. 21. Min tur går 11 kilometer rundt i Paris. I en sløjfe omkring Seinen, den sløve bakke op af Boulevard Diderot. Videre over til Boulevard Voltaire og ned ad hele Rue de Charonne. Der sidder masser af mennesker ude foran La Belle Equipe. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg må have set nogen af dem, og at jeg ligeså godt kunne have været en af dem.
DAGEN FALDER I TÅRER
Jeg hulker ned i brystet på min kærlige chef, der vugger mig frem og tilbage på Boulevard Beaumarchais, hvor jeg arbejder på en café i butikken Merci. Min kollega kysser mig på kinden, giver mig et glas appelsinjuice og siger, at det hele nok skal gå. Jeg sætter lys ud på vores terrasse. Som er tom hele formiddagen, indtil nogle modige og stædige parisienere vover sig ud. Ovre mod Oberkampf og Rue Sebastien, det 11. arrondissement, kan vi stadig se spor fra natten. Hvid-røde afspæringsbånd flagrer omkring.
Vi sidder alle og spiser sammen i vores pause. Som er lang i dag. Vi drikker stærk rødvin, spiser blød chokoladekage. Holder hinanden i hånden, rykker op i skuldrene, hænger sammen i dag. Jeg går hjem efter at have forsøgt at betjene et par kunder. Hvordan kan man servere espresso eller chêvre i dag? Hvordan kan man smile i dag? Hvad kan man overhovedet i dag?
Man kan gå til frisøren. Man kan købe en poulet routi. Svinge sit barn rundt i sine arme. Holde om det. Det ser jeg på Nation. Hvor min veninder falder i tårer, da vi mødes. Vi beslutter os for at gå ned på rive gauche og drikke kaffe. Jardin des Plantes er lukket. Vi må gå udenom. Og alle, vi går forbi, går rundt med det her ansigt. På mine boulevarder, i labyrinterne mellem mine rues. Hvis det normale er et smil i ro, er det normale fjernet for evigt i dag. Erstattet af et tungt og gråt skydække. Hvordan visker vi solen frem igen?
Og mine ord er alt, hvad jeg har. Sent på aftenen står jeg på syvende sal og smugryger en hidsig smøg og skærer ansigt i mørket. I aften lyser Tour Eiffel ikke Paris op.
KOMPROMISLØS NÆSTEKÆRLIGHED
Jeg står op næste morgen. Det skal man. Jeg læser nyheder, fordi jeg ikke kan lade være. Og mine små grøn-blå øjne drukner igen og igen, mens jeg sidder og prøver at drikke min kaffe. Som jeg plejer. Min veninde og jeg beslutter os for at gå. At vi kan gå sammen. Foran La Belle Equipe, som ligger mindre end ti minutters gang fra mig, vokser et hav af blomster, som brænder stærkt i stearin. Ud af rudens skudhul vokser en rose. På små post-its hænger ”AMOUR” og ”LIBERTÉ”. Og navnene på de, der var her, men som ikke er her længere. I alle vores ansigter hænger sorgen og gynger sagte. Sagte og sørgeligt. Mest af målløst.
Bataclan ligner Villa Villa Kulla. Gul, blå, grøn, rød, farverigdom, en regnbue. Et legens sted. Igennem trækronerne, der stadig midt i november bærer blade, lyses det op af en altomsluttende sol. Himlen er blå, klar: her er noget, der kun vil os det godt. Men mængden af journalister, der taler alt for mange forskellige sprog, minder os om det, vi ikke kan forstå. Politiet, der holder os væk fra de mennesker, vi gerne vil holde om, men som er blevet stjålet fra os. Jeg læner mig op af barrikaderne og folder mine hænder. Jeg prøver at forstå.
Oppe ved Canal St. Martin spiser vi crêpes og drikker en lys øl. Alt som vi plejer på en døsig søndag. Vi går på caféen Holybelly og drikker kaffe og spiser kage. Jeg kender en af ejerne, Sarah. Hun fortæller, at de bare gerne ville give folk et sted at samles og snakke. Hun smiler. Så vi går derfra med den her følelse af unité – enhed. Forbi Place de la République, som, på trods af forsamlingsforbudet, er broget af mennesker, der samles om statuen i midten.
Hun står så majestætisk og beholder sin stærke positur, sin bronzestyrke, selv på en dag som i dag. I sin højre hånd bærer hun en gren af et oliventræ. Det er et fredssymbol, et symbol på styrke, troskab og forsoning. Alt det, vi har brug for at blive mindet om, at de ikke kan tage fra os. Viljen til at holde sammen, der skal bære os igennem sorgen. Kærligheden til min næste, der opstår umiddelbart, når jeg kigger rundt omkring mig, og som vi skal bruge som værktøj, når vi sammen skal rejse Paris igen. De egenskaber skal og må vi iklæde os kompromisløst. Dem kan de ikke tage fra os. Heller ikke på en dag som i dag.
Især ikke på en dag som i dag.
Sara Edström
så fin text och vad ont den gör. jag kan inte föreställa mig hur det måste varit att vara där och tack för att du delar med dig. den känns. <3 stora kramar